Baggrund: Hvorfor en ny børne- og ungepolitik?
Faser
Baggrund: Hvorfor en ny børne- og ungepolitik?
Lejre Kommunes gældende børne- og ungepolitik er fra 2007. Det er derfor tid til at udvikle en ny og opdateret politik, der sætter retning for det gode børne- og ungeliv i kommunen.
Alle kommuner skal have en børne- og ungepolitik, der skal sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte (jf. Barnets Lov §15).
I Lejre Kommune dækker børne- og ungepolitikken de kommunale indsatser for børn og unge mellem 0 og 18 år. Politikken beskriver det fundament af værdier og syn på børn og unge, som skaber sammenhæng på tværs af kommunen for alle børn, unge og deres forældre. Politikken sætter fælles retning for, hvordan der arbejdes med de kommunale rammer på børne- og ungeområdet.
- For børn, unge og deres forældre beskriver politikken de værdier og det syn på børn og unge, de møder hos kommunen.
- For kommunens medarbejdere er politikken retningsgivende og forpligtigende.
- For kommunens politiske og administrative ledelse sætter politikken retning for prioriteringer og samarbejde om opgaver og indsatser.
- For civilsamfund, organisationer og erhvervsliv er politikken en invitation og opfordring til at styrke samarbejdet omkring det gode liv for børn og unge i Lejre Kommune.
Hvilke kommunale indsatser dækkes?
De kommunale indsatser, som børne- og ungepolitikken vil dække er fx: dagtilbud og dagpleje, folkeskoler og specialtilbud, sfo og klub, ungdomsskole, sundhedspleje og tandpleje, pædagogiske psykologisk rådgivning (PPR), uddannelsesvejledning (UU), børne- og ungerådgivning og familierådgivning. Indsatserne er forankret i de to centre, Center for Børn & Læring og Center for Job og Social.

